ELENA FERRANTE: DET FORSVUNDNE BARN

Roman.

Oversat fra italiensk af Nina Gross. C & K Forlag, 560 sider, 299 kroner. Har du Pluskort, får du 15 pct. rabat på lagerførte bøger i Boghallen eller fri levering hos Saxo.com. Læs mere på politiken.dk/plus. Udkommer i dag

Hvis jeg, som da jeg var sytten, kunne se mit liv som fiktion, ville alt ha betydning«, skriver Søren Ulrik Thomsen i ’Det skabtes vaklen’.

Følelser oplevet i ungdommelig iver, mens farverne er klare og følelserne stærke, kan falme med tiden. Til matte fragmenter af levet liv, der glider ud af erindringen for pludselig igen at blive vakt til live som en melodi, man med et sæt husker fra år tilbage.

I Elena Ferrantes imponerende romankvartet er det netop spillet mellem den akutte oplevelse og eftertidens erindring, der er centrum.

LÆS OGSÅ Cathrine Knudsen har skrevet en uhyggelig roman om det norske samfund

Den fjerde roman hedder ’Det forsvundne barn’, og der skal gå 375 sider, før titlen giver mening – og da er der vel at mærke stadig 175 siders roman tilbage. Man skal med andre ord ikke have travlt, når man giver sig i kast med Ferrantes fortællekunst, der med et broget balzacsk persongalleri kræver både tid, opmærksomhed og hukommelse af sin læser. Dertil kommer, at romanen skal løfte den svære opgave at samle og afslutte de langt over tusind siders fortælling om venskabet mellem jegfortælleren, Elena Greco, kaldet Lenù, og Raffaella Cerullo, kaldet Lila.

’Det forsvundne barn’ tager sin begyndelse, da den voksne og nu fraskilte Lenù flytter tilbage til Napoli som en succesfuld forfatter.

Hendes gensyn med barndommens gader og fortidens skikkelser giver ekko af de foregående romaner, der runger i læserens erindring, og noget af det mest enestående ved Ferrantes fortælling er netop læseoplevelsen, der bryder grænsen mellem læsning og liv ned; Napoli går direkte i drømmemaskinen, og romanens figurer dukker op i bevidstheden, når man mindst venter dem – akkurat som Lila ifølge Lenù trænger ind i hendes tanker og styrer fortællingen, som om grænserne mellem dem går i opløsning.

Cirklen sluttes med en elegant bevægelse, da Ferrante vender tilbage til en af venskabets urscener, scenen fra de to pigers barndom i det forslummede Napoli, hvor de mistede deres to dukker til kvarterets mafiaboss, Don Achille.

Et kvart århundrede senere er dukkerne blevet til døtre, og den diffuse fornemmelse af fare, Lenù og Lila følte som små (»vi havde altid fornemmelsen af at gå noget forfærdeligt i møde, noget som havde eksisteret før os, men alligevel ventet på os og kun på os«), er helt håndgribelig i en by styret af selvtægt, korruption og forfald.

Alligevel – og det tjener til Ferrantes ære – rammer ulykken med uventet styrke, og endnu en gang forskydes forholdet mellem de to kvinder, der både er hinandens spejlinger og komplette modsætninger.

LÆS OGSÅ Fransk mesterforfatters krimi minder mest om en skriveøvelse

Hvem der skjuler sig bag pseudonymet Elena Ferrante, er uklart.

Hun kan have gode grunde til at gemme sig, ikke mindst kunstneriske. For selv om hendes Napoli-romaner et langt stykke af vejen føles selvbiografiske, er de netop ikke kun det, snarere skriver hun om selve erindringens mekanik og forskydninger. Og ved at tilbageholde selve sin person fastholder Ferrante et fokus på fortællingen for sig, uden biografiske fejlslutninger, og derved vokser romanen i dybde og kompleksitet.

Verden udenfor forsvinder simpelthen, og som læser synker man helt ned i fiktionens forskudte virkelighedslag. Det er med et tungt suk, man slipper sidste side, udmattet, men opfyldt af erindringer, der føles levende og mindst lige så betydningsfulde som livet selv.