Politiken

Vi er vant til at få serveret fortællinger om mafiaen fra et maskulint perspektiv.

Mario Puzos romaner og den deraf følgende ’Godfather’-filmtrilogi, Martin Scorseses ’Goodfellas’, Matteo Garrones ’Gomorrah’ (og den italienske tv-serie af samme navn) samt tv-serierne ’Corleone’ og ’The Sopranos’ er alle dannelsesfortællinger fra the dark side med fokus på mændene og magten.

Igennem tre (snart fire, vil rygterne vide) mesterlige murstensromaner beskriver den hemmelighedsfulde italienske forfatter Elena Ferrante imidlertid en opvækst i skyggen af den napolitanske camorra fra en ung piges synspunkt. Effekten er slående. I stedet for det traditionelle blik på magtmekanismerne, bliver mafiafortællingen et scenografisk bagtæppe for en handling, der i højere grad har universel relevans.

Men tro ikke et sekund, at der er mindre vold eller heftighed af den grund: Ferrante skriver som et rasende maskingevær, og hendes sprog er råt, handlingsmættet og hårdkogt.

(…)