I folkeskolen havde jeg den sejeste veninde. Hun kunne både ride, ryge og kysse drenge, mens jeg endnu gik hen over markerne med min hund og kiggede på stjerner. Jeg forgudede hende! Mange år senere sagde hun: ”Jamen det var da mig, der misundte dig!”. Det troede jeg ikke på. Det gør jeg stadig ikke.

Sådan er mange venskaber. En hvirvelvind af projektion, beundring og jalousi. Man trækker hinanden op, man holder hinanden nede, man spejler sig i den andens mørke og lys og får dermed et glimt at sit eget. Der er masser af den slags tvillingeeksistenser i litteraturen, Janus og Tore, Mozart og Salieri. Drenge og mænd. Men med den italienske forfatter Elena Ferrante har vi endelig fået den ultimative venindebog. ”Dem der flygter og dem der bliver” hedder tredje bind, et fjerde og sidste udkommer til efteråret.

Og bliv endelig ikke forskrækket over det ord: venindebog, selvom det dufter af lavendel og sød poesi. Elena Ferrante er den mest benhårde realist, usentimentale sandhedsrytter og kærlige hudfletter, man kan tænke sig. Måske er hun endda selv den ene af hovedpersonerne? Det ved vi ikke, for vi ved ikke, hvem forfatteren bag pseudonymet er.

Men vi ved, at vi er leveret. At historien om pigerne Elena og Lilo, der er født i slutningen af Anden Verdenskrig i et af Napolis fattige kvarterer, fyldt med gangstere, drømmere og mafiosoer, for længst har indtaget millioner af læseres hjerter. Vi har fulgt deres opvækst og skolegang, hvor Lilos eksplosive karisma og strålende intelligens lyste i centrum, mens Elena bare var den flinke pige, der sugede af venindens nektar. Vi har oplevet, hvordan Lilo ikke får lov at fortsætte skolen og i en alder af 16 år gifter sig med sønnen af den lokale sortbørsfamilie, Stefano, der til gengæld løfter hende socialt op. Hvordan hun forelsker sig i barndomsvennen Nino, der også er Elenas hemmelige kærlighed, får et barn, flytter fra sin mand og ender i armod som arbejderske på en pølsefabrik.

Alt imens Elena får universitetsuddannelse, forlover sig med professorens søn og får udgivet sin første bog. Og ikke mindst: flytter fra Napoli, bryder den sociale arv, fralægger sig den beskæmmende dialekt. Sådan er kærligheden, spejlingen, polerne mellem de to piger, der nu er kvinder. Den ene må realisere den andens drøm.

Som i de to forrige bind, ”Min geniale veninde” og ”Historien om et nyt navn” opererer romanen med forskydninger i tid. I det indledende kapitel møder vi de to veninder som aldrende kvinder. Året er 2005. De går gennem barndommens gader, og pludselig ser de en myrdet skolekammerat, helt uigenkendelig af slid, elendighed og ælde.

På disse få sider tegner Ferrante på mesterlig vis livets ubønhørlige forfald, ikke bare kroppens ud i pinagtige detaljer, der altså ender i et lig, også byens med dens mørke gader, tilstoppede kloakker og skjulte raseri.

Der går de så side om side, Elena, der er ”flygtet”, og Lilo, der er ”blevet”. Elena, der valgte at se den anden vej, Lilo, der fik hele ansigtet smurt ind i mudder. Ingen af dem slap i virkeligheden væk fra Napolis gader. ”Du skriver ikke om mig,” advarer Lilo. ”Så forfølger jeg dig, jeg sletter det hele.” Men det er præcis det, Elena gør, Skriver om sin veninde. For hvad skal hun ellers skrive på og for?

Desværre er ”Dem der flygter og dem der bliver” hovedsageligt Elenas historie. Når jeg skriver ”desværre”, er det, fordi det netop er i brydningen mellem de to kvindeskikkelser, at historien eksploderer. Lilo er der ganske vist hele tiden, men som en skygge, som en fortabt mulighed, som et krav og en anklage.

Centrum er Elenas nye liv i Firenze. Vi er i slutningen at 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. Vi hører om hendes ulykkelige ægteskab med professormanden, to døtre får de, om hendes gennembrud som forfatter. Blændende får vi beskrevet kultursammenstødet mellem Elenas forhutlede familie i Napoli og det nye liv med svigerfamilien, det segment, vi vel i dag ville kalde de kulturradikale. Vi hører om hendes vanskeligheder ved at skrive igen. Og om en verden og et kvindebillede i stærk bevægelse. Der er demonstrationer mod Vietnamkrigen, der er blodige attentater og kampe mellem fascister og kommunister, der er kvindefrigørelse, p-piller og oprør på universiteterne.

Og alt imens Elena både føler sig midt i det hele og fuldkommen udenfor, bliver Lilo, hvor hun er, mere og mere slidt, vred, indkroget. Tager sine egen bitre klassekampe på pølsefabrikken og finder sin egen brutale vej igennem, ja ender endda med en bemærkelsesværdig social optur.

Og kontakten mellem de to veninder reduceres i lange perioder til korte, uforløste telefonsamtaler.

Får vi ikke helt de samme sprængladninger mellem veninderne i ”Dem der flygter og dem der bliver”, får vi til gengæld de sociale spændinger så detaljeret gennemlevet, at man aldrig glemmer dem. Bare skildringen af Lilos liv på pølsefabrikken, arrene efter knive i hånden, det iskolde vand, den seksuelle chikane, den usle løn er nok til at starte en hel revolution.

Hvad hun også gør, Lilo. Men på sin helt egen måde.

Sådan skal historien skrives nedefra. Ja, sådan skal historier skrives.