Hvis man har glemt, hvordan det er at være forelsket, hvis man ikke kan huske det hemmelige undervandskys, den første elektriske berøring, fyrværkeriet i kroppen, hvis man kort sagt er gået lidt død i livet, må man absolut ordinere sig selv andet bind af Elena Ferrantes firebindsværk fra Napoli, ”Historien om et nyt navn”, i store doser.

Og hvis man kan huske det alt sammen og dertil den første hjerteveninde, de betroede koder, jalousien, forældrenes uforståenhed, modet til at turde tro på drømmen og modet til at miste den igen, så kan man i Ferrantes romaner få den mest kriblekrablende genkendelse.

I første bind,”Min geniale veninde”, lærer vi veninderne Elena og Lila at kende. Begge kaster de sig over livet, skolen og bøgerne med en glubende appetit.

De to piger vil frem i verden, ud af den sociale arv. Men det er kun Elena, der får lov at gå på latinskole. Vi er i 1950’erne. I det farverige, men fattige Napoli. Og Lila må et årti før kønsoprør og bare tæer i sandalerne vælge kvindens traditionelle vej for dog at få et glimt af stjernerne. Som bare 16-årig gifter hun sig med den temmelig anløbne Stefano. Det lyder ikke godt, og vi aner katastrofen allerede ved brylluppet, hvor bind I slutter.

Fra starten af bind II eksploderer Lila da også i en række udbrudsforsøg, der ender så langt fra stjernestøvet, som månen er fra solen. Det begynder med, at Stefano voldtager hende på bryllupsrejsen. Så da den unge brud vender hjem, bærer hun store solbriller. Efter en rastløs tid med indretning af butik, en mislykket graviditet og en uendelig række af ægteskabelige skænderier og provokationer (Lila lader sig bestemt ikke kue!) forelsker hun sig med en næsten brutal lidenskab i den unge studerende Nino.

For første gang oplever den feterede Lila at møde et menneske, der bliver vigtigere end hende selv.

Men Nino er også Elenas hemmelige kærlighed. De to veninder er på badeferie sammen. Og hele historien er set med Elenas reflekterende, kloge, men ikke nær så vilde blik.

Den forsmåede Elena må nu bære Lilas betroelser om natten, hun må finde på historier, så de elskende kan være alene. Det er ikke let. Vi er i Italien, hvor mor bestemmer, når manden ikke er i nærheden. Så list og løgn må der til, mens en skilsmisse synes helt uden for rækkevidde.

Og endnu en gang går de to veninder ind i en besættende, altopslugende symbiose. Mens den ene lever, visner den anden. Mens den ene tænker, handler den anden. For sådan har forholdet altid været imellem dem. Lila kan skabe verden med sine bare hænder. En verden, som Elena ikke kan leve uden og er ved at gå til grunde under.

Det er sjældent, om ikke enestående, at få et venindeforhold så smukt udfoldet. De er hvert sit kød, men ét blod. De er hvert sit temperament, men én stræben. De vil væk, de vil ud. Væk fra Napolis klaustrofobiske gader, væk fra den sociale stigmatisering og ud, ud, ud i det åbne, frie, oplyste land. Og da Lila senere ender i den afgrund, vi hele tiden har vidst ville komme, er det da også Elena, der får hendes notesbøger. De bøger, der indeholder alle barndommens og ungdommens drømme. Du må ikke læse dem, siger Lila. Men det gør Elena alligevel. Og smider dem derefter i floden.

For nu er det Elena, der stiger. Hun kommer på universitetet. Hun møder en belæst mand. Hun aflægger sig den napolianske dialekt. Og senere udgiver hun en roman med alle de ord, de i fællesskab skabte.

Mellem disse yderpunkter af opstigning og fald, af anonymitet og berømmelse, af kamp og afmagt, myldrer et væld af bipersoner frem. Familiemedlemmer, skolekammerater, handlende, forsmåede elskere, mafialignede kriminelle, naboer. Alle beskrevet med en energi og et nærvær i hver eneste sætning. Dette er liv elektrificeret. 200 italienske watt, 24 timer i døgnet. Tusinder af drømme, der støjer, når de dør. Og måske dør de slet ikke. Det ved vi først i næste bind.

Hele dette spand af vilde heste er holdt i topprofessionelle tømmer af den italienske forfatter Elena Ferrante, der har valgt at være ukendt, skønt hendes romaner er blevet kendt i hele verden.

Ja, i praksis ved vi ikke engang, om forfatteren er en mand eller kvinde.

Men mit gæt er, at hun i høj grad selv har haft venindesnabelskoene på og ved, når de trykker. Og når de flyver. At Ferrante personligt har slidt Napolis asfalt usikker med sit rastløse ungpigetrav. Og at hun dermed giver udtrykket ”at gå med store sko” en helt ny og vidunderligt sprudlende litterær betydning.